Rejseberetning Amerika #18: Det varmeste sted på Jorden

Det er tid til at forlade Las Vegas, og det har jeg faktisk slet ikke noget imod. Der sker så meget omkring dig: biler, folkemængder, musik, lys, enorme hoteller og alle mulige shows. Måske var overgangen fra de relativt stille nationalparker til Syndernes By lidt for meget. Ikke desto mindre er Las Vegas en by, man absolut skal se mindst én gang i sit liv, og jeg er glad for, at vi havde denne oplevelse.

Ideen var at besøge Yosemite Nationalpark, men på grund af skovbrandene valgte vi ikke at gøre det.

Vores planlagte tur slutter i dag, da vi gerne ville være fleksible i de sidste dage. Vi ville egentlig gerne besøge Yosemite Nationalpark, men på grund af de voldsomme skovbrande blev vi frarådet det. Så vi besluttede at springe den park helt over og fokusere på Sequoia Nationalpark. Men da vi alligevel var i området, ville vi først besøge Death Valley Nationalpark. Efter morgenmaden pakkede vi vores ting og gjorde os klar til vores næste destination.

Så snart vi forlader Las Vegas, ændrer landskabet sig øjeblikkeligt, og vi ser intet andet end golde sletter, hvor næsten ingen træer eller planter vokser. Her er der kun klippe og sand, og næsten intet liv at se. Sikke en dramatisk forandring fra spillehovedstaden, og vi nyder roen omkring os. Vi forlader Nevada og ankommer til Californien.

Death Valley ligger delvist i Nevada, men for det meste i Californien. Det er en del af Mojaveørkenen og er det varmeste, tørreste og lavest beliggende sted i hele Nordamerika. Det er svært at forestille sig, men dette område var engang under vand. Der er endda historier om gletsjere i denne region. Sierra Nevada kunne ikke længere forsyne søerne med smeltevand, hvilket tillod salt og mineraler at koncentrere sig. Søerne tørrede ud, og vulkaner og bjerge blev dannet. Det, der var tilbage, er den tørre, varme region, som vi kender i dag.

Vi forlod Las Vegas iført lange bukser, men det blev hurtigt klart, at vi nemt kunne bytte dem ud med shorts. Selvom vi ikke var i den varmeste del af året, steg temperaturen hurtigt. Enhver, der besøger Death Valley i varmere vejr, bør forberede sig godt. Medbring rigeligt med vand, brug solcreme og brug en hat. Temperaturerne kan nå op på omkring 45 grader Celsius her i juli og august. I juli 1913 blev der endda registreret en temperatur på 56,7 grader Celsius. Fordi store dele af dalen ligger 85 meter under havets overflade, og bjergene blokerer for skyerne, er der kun lidt skygge eller regn i dette område. Undervurder ikke disse forhold!

I juli 1913 blev der målt en temperatur på 56,7 grader Celsius i Death Valley Nationalpark.

Fordi vi ikke havde forberedt os på Death Valley, kørte vi først til besøgscentret for at registrere os og indsamle information. Death Valley er et stort område med en del interessante hotspots. Vi kunne dog kun tilbringe én dag i parken, fordi vi ville blive så tæt på Sequoia National Park som muligt i aften. Det betød, at vi nøje skulle beslutte, hvad vi ville se og lave. Vi besluttede at besøge forskellige steder i dag i stedet for at tage på vandretur.

Først kører vi til Zabriskie Point, ikke langt fra besøgscentret. Her finder du et udsigtspunkt med udsigt over et overjordisk ørkenlandskab med smukt formede klipper. Det skulle man næppe forvente, men dette område er formet af vand. Det regner ikke særlig ofte i Death Valley, men når det gør, er regnskyllen ofte ret kraftig. En stor mængde vand skal drænes væk på kort tid, hvilket skaber dybe kløfter i den bløde klippe.

Man ville ikke sige det, men det bizarre landskab ved Zabriskie Point blev skabt af regnvand.

Vi fortsætter sydpå ad Badwater Road og stopper ved Devil's Golf Course. Også dette er et virkelig imponerende landskab. Det er vidtstrakt og blottet for vegetation. Overfladen ligner vulkansk klippe med alle mulige fordybninger, deraf navnet "Devil's Golf Course". Det er ret vanskeligt at gå i dette område, da overfladen er skarp og meget ujævn. Hvis man sidder stille et øjeblik og lytter opmærksomt, kan man høre alle mulige poppende lyde. Disse lyde er forårsaget af millioner af saltkrystaller, der sprænges i varmen. Dette sted imponerer os dybt; det ser så uvirkeligt ud, men samtidig er det utroligt, hvad naturen selv kan skabe.

Få kilometer længere fremme ankommer vi til Badwater. Dette er det bedste område at se saltfladerne fra. Fra parkeringspladsen går vi langs de gangstier, der er anlagt her. Snart ser vi et skilt, der angiver, at vi er 85,5 meter under havets overflade. På klipperne bag parkeringspladsen kan man se, hvor nulpunktet er placeret. Man skal dog se godt efter, da det er et ret diskret skilt.

Vi fortsætter med at gå ind på saltfladerne og ser hurtigt potentialet for masseturisme. Pladserne er ret beskidte og slidte. Det står i skarp kontrast til Salar de Uyuni-saltfladerne i Bolivia, hvor vi besøgte dem for et år siden. Vi har mulighed for at gå et godt stykke ind på saltfladerne, men vi vender om, så vi kan besøge andre steder.

Fra Badwater kører vi tilbage mod besøgscentret. Halvvejs drejer vi af ad Artists Drive, en fantastisk rute gennem det klippefyldte landskab. Ruten er ensrettet gade med nogle skarpe sving og højdeforskelle. Vi kan ikke køre særlig hurtigt, men det er helt fint. Vi nyder de smukke omgivelser. Klipperne har en række forskellige farver, mest slående på Artists Palette. Her kan man tydeligt se de lyserøde, grønne, lilla, brune og sorte nuancer. Dette er det ultimative bevis på Death Valleys enorme vulkanske aktivitet. Naturligvis stopper vi ved dette bizarre naturfænomen for at se nærmere på det. Trods den klare sol kan vi se farverne tydeligt, men de er smukkest ved solopgang og solnedgang.

Vi er nødt til at forlade parken fra vestsiden, så vi er nødt til at komme ret hurtigt afsted for at undgå at køre i mørke. Da vi ser Mesquite Flat Sand Dunes på vores højre side, beslutter vi os for at tage et kig. Der er flere sandklitter i Death Valley National Park, men disse er de nemmeste at nå. Sandet kommer fra Cottonwood Mountains og ligger inde mellem dem. Selvom der ikke er nogen stier, kan vi stadig gå rundt her. Vi klatrer op ad et par sandklitter og sætter os ned et stykke tid for at slappe af. Solen skaber et storslået farve- og skyggespil. Det er et fantastisk syn. Med sandet mellem tæerne tager vi nogle smukke billeder og går tilbage til bilen.

Den nedgående sol skaber et fantastisk farve- og skyggespil ved Mesquite Flat Sand Dunes.

Nu hvor solen langsomt går ned, er det virkelig nødvendigt at komme afsted. Vi er midt i en stor ørken og har stadig lang vej til byen Ridgecrest. Det bliver hurtigt bælgmørkt, og det bliver svært at se vejen tydeligt. Vejen er uasfalteret, hvilket kræver den yderste koncentration. Forestil dig at få et fladt dæk eller have et andet problem med din bil lige nu. Du skal virkelig være heldig for at se nogen køre forbi, da vejen er ret stille.

Heldigvis kører vi ud af ørkenen på et par timer og ind i civilisationen. Vi passerer bizarre fabrikker og fuldstændig mørke, uhyggelige kvarterer. Det lader til, at Ridgecrest primært er kendt for våbendepotet ved China Lake. I dette øde område er næsten alle luftvåbnets våben blevet testet i de seneste årtier. Et ret vigtigt område for amerikanerne, altså. Vi ser dog ikke meget til det. Det er sent, da vi når Ridgecrest, og vi kan ikke finde et supermarked. Heldigvis tilbyder McDonald's en løsning. Nå, vi er i Amerika nu, så lad os spise noget fastfood for en gangs skyld.

Efter burgerne tager vi til vores hotel, tjekker ind, ser en episode af The Walking Dead og går i seng.