Urbex: Hauts-Fourneaux B

Hauts-Fourneaux B er et forladt stålværk i Belgien, bygget i 1962. Grunden var ejet af Cockerill Sambre og var det største koksværk i landet. Værket var i drift indtil 2008, men blev derefter lukket på grund af den økonomiske krise og lav efterspørgsel efter stål. Højovnen blev genstartet i 2010, men blot et år senere besluttede Arcelor/Mittal at lukke højovnene i byen. Der var stadig utilstrækkelig efterspørgsel efter stål og overproduktion. Dette var et betydeligt slag for de mange ansatte. Det var også dårlige nyheder for Antwerpens havnearbejdere. HFB-højovnen blev permanent lukket i 2014.

Hvad der præcist vil ske med HFB er fortsat uklart. De ønsker bestemt ikke at rive det ned med det samme. Hvem ved, måske finder denne placering en ny anvendelse på et tidspunkt. Industriområder i Tyskland bliver nøje overvåget. Det tidligere Völklingen-jernværk og kulminen Zeche Zollverein er i de senere år blevet føjet til UNESCOs verdensarvsliste. Hvem ved, måske kommer Hauts-Fourneaux B også på denne liste i fremtiden?

Endelig! Vi skal ud igen. Sidste gang vi planlagde en dag med urbex var i april 2019, så det er næsten et år siden. Jeg har savnet forventningen til at spejde efter steder og potentielle indgange. Spændingen ved eventyret er også ved at vende tilbage. Hauts-Fourneaux B havde været på vores liste i et stykke tid. Vi kørte forbi den for et par år siden, men vi oplevede stadig en masse sikkerhed på området. Da vi allerede var blevet fanget i en anden afdeling, turde vi ikke tage risikoen her. I mellemtiden havde vi læst, at området er meget mindre sikkert, så vi så vores chance.

Med lidt klatring og hop når vi hurtigt det store område Hauts-Fourneaux B. Først tjekker vi for kameraer, men vi kan ikke finde nogen. Vi går straks op ad den første trappe og befinder os i en labyrint af rør og ledninger med adskillige trapper, der fører opad. Det er den industrielle atmosfære, jeg elsker, og som er smuk at fotografere.

Højovnen

Vi når snart den imponerende højovn. I højovnene blev jernmalm omdannet til flydende svinejern ved at reducere det. Det betyder, at ilten fjernes fra malmene. Koks og sinter er de råmaterialer, der bringes fra bunkere til toppen af ​​højovnen og hældes i tragten. Dette ender i en svingrende, der fordeler ladningen jævnt i højovnen. I bunden af ​​højovnen blæses varm luft ind med en temperatur på 1000 til 1200 grader Celsius. Denne varme luft reagerer med koks og pulveriseret kul og danner en gas, der udvinder ilten fra jernmalmen. Varmen smelter også jernmalmen. Den smeltede jernmalm samles i bunden af ​​højovnen og tappes af til transport til stålværket. De gasser, der produceres i højovnen, bruges internt via rør som brændstof og kan generere elektricitet.

Kul er nødvendigt for at producere svinejern, men det kan ikke bruges direkte i højovnen. Kullet skal først omdannes til koks. Dette gøres ved at opvarme det i en lukket ovn til 1250 grader Celsius. Når kullet er blevet omdannet til glødende koks, føres det ind i en bratkølingsvogn, der transporterer koksen til bratkølingstårnet. Her sprøjtes koksen med vand. Koksen kommer derefter ind på kokskajen, hvor den kan fordampe. Et transportbånd transporterer koksen til koksstabiliseringsenheden, hvor den knuses og sigtes til brug i højovnen.

På toppen af ​​verden

Da dårligt vejr er på vej, beslutter vi os hurtigt for at gå højere op og klatre op i et af tårnene. Jeg er ikke bange for højder, men tanken om, at en af ​​metalpladerne, vi går på, giver efter, er uudholdelig. Vinden gør det også ret nervepirrende. Helt oppe på toppen har vi en fantastisk udsigt over det enorme kompleks. Vi er omkring 60 meter oppe. På afstand må det være tydeligt, at vi er på toppen af ​​tårnet, men vi tager gerne billeder. Det er så fedt!

Vi går ned for at se indenfor i de forladte bygninger. Og der er mange af dem. Vi når blandt andet et værksted og klatrer op på taget af en anden bygning, hvor vi kan se de industrielle ovne.

I en stor fabrikshal støder vi på gamle turbiner og enormt ståludstyr. Nogle af disse er stadig pakket i kasser og har derfor aldrig været brugt. Denne hal huser også stedets største kontrolrum. Selvom det stadig er imponerende at se, er dette kontrolrum blevet betydeligt ødelagt. Det er utroligt uheldigt, at nogle mennesker føler behov for at ødelægge alt. I den tilstødende bygning når vi transportbåndene, der transporterede kullet op til koksstabiliseringsenheden. Forfaldet i bygningerne er tydeligt synligt, da stueetagen er fuldstændig oversvømmet med vand. Vi undersøger et par transportbånd mere og bliver forskrækkede, da vi pludselig ser en hvid varevogn parkeret bag en bygning. Et øjeblik tror vi, at vi er blevet fanget af sikkerhedsvagter, men det viser sig at være en ødelagt varevogn.

Vi går ind i hovedkontoret gennem et åbent vindue. Det viser sig, at vi ikke er de eneste, da vi ser en skygge dukke sig foran os. Senere ser vi flere byudforskere. Det er altid spændende at støde ind i andre. Selve hovedkontoret er ikke rigtig det værd. Alle værelser er blevet fuldstændig gennemrodet, og den kraftige regn afslører, at loftet er utæt som en si. På grund af det voldsomme regnskyl beslutter vi os for at blive indenfor et stykke tid og udforske de forskellige rum.

Da det er tørt, har vi allerede udforsket stedet i over 7,5 timer. Vi har stadig ikke set alt! Det er et stykke tid siden i dag, og vi går tilbage til bilen. Hauts-Fourneaux B er en fantastisk byudforskningsdestination, der er nem at udforske. Desværre er en hel del blevet revet ned i de senere år. Ikke desto mindre er dette et af de fedeste industrikomplekser, vi har besøgt indtil videre.

Vi besøgte tidligere en anden forladt fabrik: SA des Chaudronneries Pierrou.